Horsens Disc Golf Bane

Afstand: 17.48 Km

Centralt i Horsens i byparken Bygholm Park, har du muligheden for at kombinere en dyst i dette sjove spil med en tur i det grønne. Tag familien eller vennerne med og prøv kræfter med denne sport, som kombinerer golf med frisbee.

Sjov aktivitet for voksne og børn

Søger du inspiration til en sjov, udendørs aktivitet? Disc golf er en relativt ny sport, som egner sig glimrende til både børn og voksne. I hyggelige rammer i Bygholm Park ligger denne 9-hullers disc golfbane, som er ganske gratis at benytte. Der skal ikke bestilles tid – du kan bare møde op. Har du egen frisbee, kan denne benyttes. Ellers er der mulighed for at låne udstyr i receptionen det smukke herregårdshotel, Comwell Bygholm Park mod et mindre gebyr.

 

A hva’ for noget golf?

Disc golf er er en nyere sportsgren, som i de senere år har oplevet en markant stigende popularitet i Danmark. Denne form for golf er dog uden kølle og bold, men i stedet med en klassisk frisbee. ”Hullerne” på banen består af fastmonterede stolper med kurve og kæder. Reglerne følger generelt dem for klassisk golf, og målet er derfor at få discen kastet ned i kurven eller kæderne på så få kast som muligt. Ved hvert ”hul” noteres antallet af kast, og vinderen er den, som efter alle huller har brugt færrest kast.

Hvor golf ofte kræver medlemskab af en klub eller betaling for adgang, bliver disc golf oftest udviklet i offentligt rum, hvor det er gratis at benytte. Derfor er det også lettilgængeligt for alle og enhver, og det er let at finde ud af om det er noget for dig. Bliver du grebet af sporten, har du mulighed for at melde dig ind i en disc golfklub. Dem er der efterhånden mange af rundt om i Danmark.

 

Har du ikke egen frisbee? Bare rolig

I Bygholm Park ligger et smukt gammelt hotel, Comwell Bygholm Park, i en historisk herregårdsbygning. Hvis du ikke har egen frisbee, kan du henvende dig i receptionen og leje udstyr til 100 kroner. På den måde kan I prøve kræfter med spillet uden at skulle forbi en sportsbutik først.

 

Om Bygholm Park

Bygholm Park ligger i forbindelse med herregården af samme navn. Den ligger ganske tæt på bymidten, og er forbundet til byens banegård via en tunnel. Parken er et særdeles populært åndehul for byens borgere – herunder motionister og børnefamilier, som bliver tiltrukket af den store legeplads, den lange junglebane og de mange ænder. I parken ligger også en hundeskov.

Der er god mulighed for at nyde en medbragt frokost ved de opstillede borde. Ellers har Hotel Comwell Bygholm Park en glimrende restaurant, hvor der også bare er mulighed for at nyde en kop kaffe eller et stykke kage.

Parken har en stor, gratis parkeringsplads, som er tilgængelig fra Bygholm Parkvej.

 

Andre disc golfbaner i Kystlandet

Der ligger flere andre disc golfbaner i området omkring Horsens. I Hedensted ligger en fin bane ved Hedensted Søerne, I Hatting er der en bane i Hatting Parken og i Hou kan du prøve disc golf hos Hou Søsportcenter.



Opdateret af: Destination Kystlandet  | info@kystlandet.com
Mand smider frisbee på Disc-golfbanen i Bygholm Park i Horsens Fotograf: Destination Kystlandet Copyright: Destination Kystlandet