Hop i sadlen og tag på eventyr i Bakkelandet
Giv hverdagen en timeout, og tilbring en tidløs stund på ryggen af en islandsk hest. Fuglsang mellem Horsens og Silkeborg lader dig opleve naturen i sin mest autentiske version. Omfavnet af Bakkelandets bølgende skove får du en hyggelig, guidet ridetur på en ægte islænder. Det eneste, der skygger for dit synsfelt, er et par pjuskede ører.
Du bliver hurtigt fortrolig med de uvante bevægelser og giver sanserne lov at åbne sig. For Bakkelandet er ikke kun smukt. Med dit uforstyrrede fokus på nuet bliver der også plads til at bemærke duften i skoven og lyden af de rytmisk klappende hove i gruset.
For begyndere og øvede
Du behøver ikke have prøvet at ride før. Der er heste til ryttere på alle niveauer, hvad end du har brug for en rolig, stabil makker eller foretrækker en hest med gang i.
Når du ankommer, er hesten sadlet op. Du får en ridehjelm på, og stigbøjlerne justeres, så du er klar til at opleve det skønne landskab. Med en erfaren fører som guide, kan du trygt nyde turen i sadlen.
Om turene
Der er mange muligheder for ture af forskellige distancer, tilpasset jeres behov. Har I små børn med, kan I tage på trækketur med søde, rolige islandske heste. Yngstemand sidder på hesten, mens mor eller far trækker i tovet.
I kan vælge alt fra korte rideture af under en times varighed til heldagsture til Den Genfundne Bro – og selvfølgelig flere muligheder derimellem. Nogle ture er designet til øvede ryttere, mens andre egner sig fint til debutanter.
Book en ridetur
Er I klar til en unik oplevelse i smuk natur? Klik på dette link for at gå til Fuglsangs online booking, hvor I kan bestille tid til en af de mange skønne rideture, der tilbydes.
Bliv lidt længere – sov hos hestene
Hos Fuglsang Rideture har du mulighed for at overnatte i en hyggelig hytte med køkken og adgang til bad og toilet. Der er 1 dobbeltværelse og fire enkeltsenge, så der er god plads til hele familien. Så kan I sove ganske tæt på hestene.
Dette er også en god mulighed for ryttere med egen hest, da der hos Fuglsang er høhotel, hvor hesten kan overnatte i fold eller boks.
Book via sms på 2028 4648 eller www.rideture.dk, hvor der er yderligere information.
Om Bakkelandet
Bakkelandet er et skønt naturområde i den sydlige del af Søhøjlandet mellem Horsens og Silkeborg. Her finder du dybe skove, Danmarks højeste bakker og mange søer. Området byder på mange spændende attraktioner i smuk natur. Du kan finde inspiration til flere oplevelser i Bakkelandet på denne side.
Opdateret af: Destination Kystlandet | info@kystlandet.com